Blandt de mange af kroppens forskelligartede og komplekse materialer, er bindevævet blandt dé væsentlige, til at forstå hvordan disse enkelte materialer er i stand til bogstaveligt talt at blive holdt sammen. Kroppen er, ligesom et bindingsværkshus, udgjort af diverse forskellige komponenter, der nødes at blive sammenføjet, dersom selve konstruktionen, organismen, er levedygtig. Men hvad er vigtigt at forstå ved selve det materiale, som bindevævet i sig selv udgøres af?
Bindevævsceller og deres beskaffenhed
Bindevævet kan karakteriseres til forskel for andre former for væv, netop ved den særlige fysiologiske funktion, som det tjener til at opretholde. Ud fra en biologisk betragtning kan vævet betragtes som organisk materiale, af flere forskellige grunde. For det organiske, kontra det inorganiske, er de bestanddele af liv på jordkloden der er i stand til at omsætte den energi, som er tilstede i verden.
De kan indoptage, transformere og i meget sofistikeret grad tilvejebringe en ændring i sine omgivelser, via de biokemiske processer der foregår i organismen. Biokemien har at gøre med celler, molekyler og øvrige bestanddele af en organisme, der gør det i stand til at reproducere sig selv – en proces der kræver at energi omsættes.
Energi som sådan er en vanskelig betegnelse, idet det kan betegne hvad som helst, der kan afstedkomme en virkning i et givet objekt, organisk eller inorganisk, således at noget der førhen ikke var tilfældet nu er tilfældet. Når en muskel i menneskroppen trækker sig sammen eller udstrækkes som følge af energi, er der derved bevirket noget, der ikke kunne bevirkes uden at visse forhold var til stede, der tillod at effekten oprandt. Kinetisk, magnetisk eller kemisk energi er således forhold der alle er effektfrembringende.
Cellerne i bindevævet er i stand til, via forskellige processer, at transportere hvad end der har den fornødne effekt på kroppen som organisme, eksempelvis forskellige former for fri energi i verdens materialer, såsom det der er indeholdt i fødevarer, og omdanne dette til kemisk energi. Bindevævet har blandt andet brug for disse af cellerne og molekylerne skabte energiform, for at opretholde sin funktion. Bindevæv kommer i mange varianter, men består i alle hensende af tre overordnende komponenter: fibre, en væskeholdig grundsubstans og celler.
Hvad det væsentlige ved bindevævet er
Som værende det materiale i kroppen der binder både forskellige led og organer sammen, kan de forskellige vævstyper karakteriseres som værende enten løse eller tætte. Det løse og det tætte er blandt andet relateret til den måde som vævets bestanddele er fordelt. Det løse væv indeholder flere celler, en stor mængde væskeholdig grundsubstans og færre fibre. Det tætte væv derimod, indeholder flere fibre, mindre væske og færre celler.
De enkelte vævstyper gør sig gældende på forskellig vis i kroppen. Hudprøver vil eksempelvis kunne afsløre et sammenfæld med de løse og tætte vævstyper. Korsbåndet, det består af bindevæv der forbinder to knoglestykker centreret omkring knæet, er derimod af den tætte slags. Vævets celler spiller i mange henseende en rolle i forhold til at muliggøre reparation af kroppen, værende det i form at forskellige påførte skader der medfører sårdannelse, eller dét af detektere og bekæmpe infektioner.
Bindevævscellernes funktion er derfor afgørende for, at selve materialet vedligeholdes. I denne forbindelse kan det nævnes, at forekommer der eksemepelvis væsentlige forstrækninger på et korsbånd, i et sådant omfang at det knækker, vil kroppens regenerende mekanismer ikke være tilstrækkelige, til at hele skaden.
Der dannes ganske vist nye celler fra det brudte bindevæv og blodansamlinger forekommer, der fungerer som en midlertidig bro for det brudte væv, men grundet en samtidig væskeophobning i knæet, vil denne ansamling skylles væk, og den eventuelle helingsproces stedse forpurres, inden den har afstedkommet mærkbare forandringer i knæet.
