Verdensmesteren i kvindecykling, Anna van der Breggen, vandt onsdag sin femte sejr i træk i det belgiske løb La Flèche-Wallone. Hun var dog skuffet over den manglende TV-dækning af kvindeløbet.
Onsdagens Flèche-Wallone bød på endnu en pragtpræstation af den 29-årige hollænder, Anna van der Breggen, men alt var nu ikke fryd og gammen, da ASO, der organiserer løbet ikke viste kvindeløbet på TV:
– Jeg synes helt klart, at vi fortjener at have TV-dækning, så folk kan følge os. Der er mange, der gerne vil se kvindecykling, og vi ville elske at vise os frem for kameraerne. Jeg mener, det er tid til at sætte os på TV-skærmene, udtalte Van der Breggen efter at have vundet løbet.
På herresiden var danske Jakob Fuglsang med helt til det sidste, men måtte se franske Julian Alaphillipe tage sejren. Dette blev dækket tæt af diverse medier, og vist på TV verden over.
På kvindesiden kunne ingen se Breggens historiske sejr, da den eneste TV-dækning var et fastspændt kamera på Mur de Huy, som transmitterede billederne til storskærmen ved målområdet og til presserummet.
Stort set alle andre løb på kvindernes World Tour bliver ellers TV-transmitteret, med undtagelse af Liege-Bastogne-Liege, Tour of Guanxi og altså La Fleche-Wallone Feminine. Van der Breggen appellerer derfor til arrangørerne, for at forbedre sig på dette punkt til fremtiden:
– Vi kæmper hele dagen, og det var et stort slag derude, så det er en skam, at cykelfans ikke kan følge os. Det er et af de største løb i kalenderen, ligesom Liege-Bastogne-Liege er det, så please alle sammen – skriv det her ned – vi vil have livedækning næste år. Amstel Gold Race var et godt eksempel på, hvordan det skal gøres, sagde Van der Breggen.
Sejren i Flèche-Wallone er årets første for den sejrsvante hollænder fra Boels Dolman-teamet. Det var derfor en stor lettelse, at få presset lidt væk med en sejr:
– Vi manglede en stor sejr, så det var godt for os alle endelig at tage den. Det er fedt at vinde igen. Jeg tænkte ikke så meget over det inden løbet, men at vinde fem gange i træk… det får mig til at føle mig lidt gammel, sagde den kvindelige cykelstjerne kort efter at være ankommet til målområdet, ifølge cyclingnews.com.
Næste udfordring på kvindernes World Tour er Liege-Bastogne-Liege den 28. april, men kvindeløbet bliver altså ikke TV-transmitteret i år.