Så er hjemmesiden oppe og køre og det første oplæg er kommet op. Det første oplæg er en kort introduktion til, hvad du kan forvente dig af denne hjemmeside.
Sjovmotion.dk er til dig der gerne vil træne og komme i god form, men ikke har fundet lysten til at gå i gang eller blive ved med den træning du har lavet. Den er også til dig, som træner meget, men er ved at miste gejsten. Og den er til dig som træner vildt meget og elsker det rigtig højt, men godt kunne tænke dig at prøve nogle nye ting. I bund og grund er sjovmotion.dk for dig der interesserer dig for træning og sundhed, samt motivationen bag et succesfuld træningsforløb.
Jeg studerer Human Fysiologi på Københavns Universitet og er, som så mange andre, meget interesseret i træning, sundhed og den motivation det kræver at opretholde en sund livsstil. Træning og sundhed fylder rigtig meget i mange folks hverdag og er nogle emner, som er rigtig populære i medierne. Der kører hyppigt underholdende fjernsynsprogrammer, som handler om vægttab og træning mm. plus, at der jo findes hundredvis af hjemmesider der kan vejlede en til at tabe nogle kilo, hvordan man skruer et træningsprogram sammen eller hvordan man træner med høj intensitet. Problemet med de fleste af de programmer og hjemmesider er, at der ikke er nok fokus på, hvordan træning bliver sjov og spændende for en selv.
Rigtig meget af den træning der bliver anbefalet er typisk løbetræning eller styrketræning. Begge træningsformer er utroligt lette at udføre, de kræver nærmest intet udstyr og er utroligt effektive. Til gengæld er det også de træningsformer som kan være de sværeste at motivere sig til.
Jeg har mange venner som ikke gider løbetræne, og dem der gør det, brokker sig oftest over, at det er helt vildt kedeligt og ensformigt. Jeg har løbetrænet siden jeg var lille og synes af uforklarlige årsager at løb er skide sjovt, men jeg har til gengæld altid haft rigtig svært ved at motivere mig til at styrketræne. Derfor synes jeg, at vejledning omkring træning og sundhed ligeså godt kan handle om, hvordan man kan komme i gang med nogle træningsformer, som man synes er sjove og som man glæder sig til at skulle dyrke i stedet for, at man skal piske sig selv af sted på en kedelig løbetur eller tilbringe flere timer hver uge i et indelukket styrketræningslokale.
Derudover vil jeg også give nogle tips og råd til, hvordan man kan spice eksempelvis løbe- og styrketræning op så det bliver sjovt at lave. Jeg vil introducere nye og anderledes træningsformer, som et supplement til den træning du kender til i dag og jeg vil komme med forslag til, hvor man kan finde forskellige trænings og sportstilbud ude i byen.
Jeg håber at du kan bruge sjovmotion.dk som en inspirationskilde til at komme i gang med at træne eller til at krydre dine nuværende træningsprogrammer så de stadig holder dig motiveret.