UV-Rugby

 

Man kan sige at undervandsrugby eller uv-rugby er et boldspil som vandpolo, håndbold eller ishockey, bare under vandet. Dette skaber et helt unikt spil, hvor man kan bevæge sig i alle tre dimensioner. Et spil med høj intensitet, hvor man bliver udfordret hver gang.

Spillet

 

Et uv-rugby hold består af 12 spillere. 6 spillere i vandet og 6 på udskiftningsbænken. 2 målmænd. 2 forsvarsspillere (backs). 2 angrebsspillere (højrewing og midtermand). Bolden er på størrelse med en håndbold og fyldt med saltvand så den synker. Målet står på bunden og har form som en spand.

UVR-angreb

Træning og kamp foregår i den dybe ende af svømmehallen på 3,5 til 5 meters dybde, og der spilles på tværs af bassinet. En kamp spilles af to halvlege, hver á 15 minutters effektiv spilletid, med en pause på 5 minutter imellem.

For at spille uv-rugby skal du bruge en maske, en snorkel, et par finner, en blå og hvid hætte med nummer og ørebeskyttere, men de fleste klubber har låneudstyr til begyndere.

Reglerne i undervandsrugby er faktisk temmelig simple, alt det man tænker er ulovligt – er ulovligt, resten er tilladt. Fx må man ikke: bide, slå, kradse, hive badebukserne af hinanden, bøje imod led, kvæle, holde i spanden og sparke alt for hårdt.
Alt dette virker ret ekstremt, men sporten handler mere om tilvænning til den (for nogle) uvante oplevelse af at holde vejret og svømme under vandet. Samtidig kan forestillingen om, at blive holdt fast under vandet virke skræmme, men man må kun tackle personen med bolden, så hvis man skal have luft, slipper man bare bolden eller afleverer den. Hvis man gør noget som er ulovligt, er der enten straffe eller fribold. Straffe dømmes i tilfælde af at der i følge dommerens vurdering er “oplagt målchance

Sporten har førhen heddet både undervandsbold og undervandspolo. Begge navne der er mere sigende, hvis det er gode hold der spiller. De gode hold spiller bolden bedre og hurtigere rundt, og slås mindre om den. Præcis som når man taler om, at klumpspil i fodbold er grimt og skidt spil. Naturligvis er brydning om bolden og kampe omkring målet en del af spillet. Det er bare ikke et vigtigt element af spillet.

Til sidst vil jeg nævne, at der er meget få skader i sporten. Hvis man sammenligner skadesstatistikker med eksempelvis håndbold, fodbold og lignende så blegner skadesstatistikken i undervandsrugby ved siden af.

Prøv spillet

Vil du gerne spille uv-rugby kan du finde din lokale uvr-klub her: http://www.uv-sport.dk/NIVEAU/L1.htm.

I København er der flere forskellige uvr-klubber, men PI UVR på Østerbro tager løbende nye medlemmer ind og tilbyder gratis prøvetimer og stiller samtidig låne-udstyr til rådighed. Klubben har både et hold i Danmarks bedste række og et hold med begyndere på. Se mere om deres træningstider på deres Facebookside.