Start med at spørge: Hvorfor?

why-1Motivation er en fuldstændigt afgørende faktor, hvis du vil dyrke motion regelmæssigt. Både når du skal starte med en ny motionsform og når du skal blive ved med at holde din træning ved lige. Med en Google-søgning kan du hurtigt finde masser af gode råd til, hvordan du hurtigt kan øge din ydre motivation. Typiske råd kan være: Lav en målsætning, find en træningsmakker, registrer din træning, beløn dig selv, læg dit træningstøj klar osv. Alle disse er gode råd, men ingen af dem kan alene holde din motivation til motion i gang træningspas efter træningspas. Hvad kan så?

Langt de fleste kan altid svare på, hvad de gerne vil have ud af deres træning: Sundhed, god form, udseende mm. og de kan som regel også altid svare på, hvordan de skal opnå disse mål: Effektiv træningsform, træningsmængde, intensitet osv. Men det er langt fra at vide, hvad man vil have og hvordan man opnår det til at man er motiveret til at gøre det! Her forsøger mange med de gængse råd om motivation fra blogs og venner, men oftest oplever de, at efter et stykke tid mister de interessen for aktiviteten og rådene til at motivere dem dur ikke længere.

Hvis du ønsker at adskille dig fra alle dem der før dig er kørt døde i deres træning fordi motivationen er sluppet op, er du nødt til også at kunne svare på hvorfor! Hvorfor dyrker du motion? Hvis du kan svare på hvorfor så har du en mening med din træning som vil kunne give dig motivation selv dage, hvor du normalt ville blive hjemme på sofaen. Det er selvfølgelig meget individuelt hvilket svar man har på hvorfor. Eksempelvis har en enlig mor sagt til mig, at efter hun var begyndt at løbe tre gange om ugen kunne hun mærke, at hun havde mere overskud til at være sammen med sine børn efter en lang dag på arbejde og dette var hendes klare svar på hvorfor hun skulle snøre løbeskoene 3 gange om ugen. En ung iværksætter fortalte mig efter et af mine foredrag, at han spillede squash fordi han elskede de øjeblikke, hvor han slog de helt rigtige slag som modstanderen ikke kunne returenere.

Så spørg dig selv om hvorfor du træner. Find svaret og find din motivation!