Hvorfor det er fedt at kaste med frisbee og hvordan man gør det

frisbeeGlæden ved at optimere en specifik bevægelse er vel en af de grundlæggende præmisser for alle sportsgrene. Det er også derfor jeg synes det er fedt at kaste med frisbee. Jeg dyrker sporten Ultimate Frisbee www.dfsu.dk hvor det er yderst vigtigt at kunne kaste en frisbee med høj nøjagtighed. Frisbee kastning er hvad man gør det til. Man kan forbrænde rigtig mange kalorier hvis man kombinerer gribningerne med løb, altså ved at kaste til en person som er i løb forvejen. Griberen kaster tilbage samtidig med at du selv er i løb. Normalt er løb også en naturlig konsekvens af at kaste med frisbee, da resultatet af kastet, ikke altid er overens med intentionerne.

Der er forskellige formål med at kaste med frisbee: Ultimate Frisbee, Disc-golf (golf med en frisbee’s i stedet for bold og køller), blærerøv på stranden og god tidsrøver i parken med vennerne mm..

At kaste med frisbee

Når man kaster med en frisbee er der nogle forskellige faktorer som spiller ind. Vinden er meget afgørende for kastet; det er sværere at kaste i modvind end i medvind osv.. Udgangsvinklen på kastet er med til at bestemme retningen for kastet. Normalt vil en lille hældning væk fra kroppen,give det bedste kaste. Den mængde rotation man får sat i frisbee’en er essentiel for stabiliteten i kastet og dermed for flyveegenskaberne.

Kastet i tre faser

Selve kastet svarer til at rotere overkroppen omkring rygsøjlen og bruge kastearmen som slynge, med frisbee’en i hånden.

Bevægelsen er en open kinetic chain bevægelse som betyder, at man generer kraft fra den forrige bevægelse og på den måde udnytter man den samlede hastighed til at forstærke en enkelt bevægelse. De muskler der bliver brugt i et kast er beskrevet her:

1. Tilbageføringsfasen

  • Hovedsageligt den store brystmuske, og den forreste del af skulderen for at føre armen ind foran kroppen

2. Fremføringsfasen

  • Hovedsageligt den bagerste del af skulderen, de store rygmuskler og triceps på overarmen for at fremføre armen igen til udstrakt kasteposition

3. Svirpet

  • Underarmens ekstensermuskler, som ligger på oversiden af underarmen aktiveres til sidst kastet for at opnå den nødvendige rotation i frisbee’en

Kasteteknik

Man kan kaste på mange forskellige måder, men det mest almindelige kast er baghåndskastet. Dette kast vil blive gennemgået nedenfor. Fra nu af vil jeg kalde frisbee’en en disc, da dette er den korrekte benævnelse.

Baghåndskast

Dette kast anvendes ved at overveje tre ting.

1. Greb

  • Man placerer tommeltotten oven på discen.Der er nogle riller på discens overside der er med til at give et bedre greb. Pegefingeren kan placeres langs kanten på discen, men også indeni, sammen med de tre resterende fingre.Man vil normalt placere pegefingeren langs kanten, for at kaste et lidt nemmere kast. Fingrene inde i discen placeret således at fingerspidserne trykker ind mod kanten og man dermed får et solidt greb om discen. Man skal samtidig have et løst håndled for at kunne skabe rotation i discen.

12. Stand

  • Man stiller sig med siden til – parallelt med kasteretningen – med let bøjede ben og med overkroppen en smule ind over discen. Det er vigtigt ikke at løfte det bagerste ben når man kaster (prinsesse-kastet), da dette i mange tilfælde vil forårsage et kast med alt for meget hældning og dermed ingen længde.

3. Bevægelse

  • Selve kastebevægelsen blev beskrevet tidligere som en open kinetic chain bevægelse. Kastet i sig selv minder på mange må der om at svirpe med et viskestykke. Armen bliver ført tilbage, derefter fremad og til sidst tilbage for at danne svirpebevægelsen. Det bedste kast er det kast med mest rotation i discen.
  • Når man kaster, skal man forestille sig at stå foran et køkkenbord. På det køkkenbord skal discen bevæges. Hvis, i løbet af kastebevægelsen, discen ikke er på køkkenbordet vil det resultere i et dårligt kast. Det er derfor vigtigt ikke at få discen til at bevæge sig i en halvmåne rundt om sig selv, men i en ret linje foran sig.
  • Det er også vigtigt ikke at rejse sig op i kastet. Hvis overkroppen bevæges bagover vil discen flyve til højre, for en højrehåndet.
  • Der er mange videoer på www.youtube.com der viser hvordan man kaster med en disc. Hvis man søger på ”how to throw backhand frisbee” eller noget i den retning er der en del videoer.

Hvad gør jeg når:

Discen flyver til højre (højrehåndet)?

  • Hold overkroppen lidt indover discen og hold udgangsvinklen en smule væk fra dig selv.

Discen flyver til venstre (højrehåndet)?

  • Der er for meget udgangsvinkel.

Discen flyver ikke jævnt, men ”flapper” i luften?

  • Tag et fastere greb og giv discen maksimal rotation

Gribning

For at kaste med en disc er det bedst at være mindst to. I dette tilfælde er det også godt at kunne gribe discen. Her er de to mest anvendte gribninger.

Den sikre gribning (to-hånds-gribning eller ”pandekage”)

  • Placer hænderne foran maven gør klar til at klappe (højrehåndede placerer højre hånd nederst)
  • Discen gribes ved at klappe hænderne idet discen er i mellem hænderne
  • Hænderne er placeret foran maven for at bruge maven som ”back-up” hvis man ikke når at klappe hænderne sammen nå r discen kommer.

Den blærede gribning (en-hånds-gribning)

Det handler om at får discen til at spinne ind i hånden. Hvis en disc kommer i mod dig, med et spin med uret og du prøver at gribe discen med højre hånd, vil discen (i mange tilfælde) spinne ud af hånden. Hånden positioneres med håndfladen opad og med en let vinkling ind mod kroppen.

Højrehåndet kaster

Hvis en højre-håndet kaster et baghåndskast gribes denne med højre hånd, enten ude foran kroppen eller ude til højre for kroppen. Hvis discen kommer til venstre for kroppen gribes denne med to hænder.

Venstrehåndet kaster

Hvis en venstre-håndet kaster et baghåndskast gribes denne med venstre hånd, enten ude foran kroppen eller ude til venstre for kroppen.Hvis discen kommer til højre for kroppen gribes denne med to hænder.